Privatlivspolitik

Hvad vi gemmer, hvorfor, hvem der hjælper os, og hvordan du får det udleveret eller slettet. Skrevet til at blive læst.

1. Hvem er ansvarlig

GreenlitHQ er et produkt fra Greenlit ApS, CVR 46771257, Museumsgade 20, 4. th., 8000 Aarhus C. Spørgsmål om persondata sendes til kontakt@greenlithq.dk.

Hvem der er ansvarlig, afhænger af, hvis oplysninger det er:

  • Vi er dataansvarlig for oplysninger om vores kunder og deres brugere som kontohavere (konto, login, indstillinger, notifikationer, fakturering), for besøgende på greenlithq.dk og for demo-henvendelser.
  • Kunden er dataansvarlig, og vi er databehandler, for oplysninger om kundens modtagere og kontakter: leads fra LinkedIn, e-mail, CSV, formularer og chat på kundens hjemmeside og kommentarer på sælgernes egne opslag, samt de tal om kundens egne sælgere, der vises i analyselaget. Her gælder databehandleraftalen, og kunden skal selv oplyse de registrerede. Skriver du med Mette i en chat på en virksomheds hjemmeside, er det den virksomhed, du skal spørge om dine oplysninger. Chatten kan ikke slås til uden et link til virksomhedens egen privatlivspolitik, og linket står i chatboksen.
  • Kundens egne systemer er ikke vores. Når kunden forbinder sit CRM, sin Slack, Teams eller en webhook, sin formularudbyder eller sin Google- eller Microsoft-konto, sender eller henter vi oplysninger efter kundens instruks. Hvad der sker med oplysningerne i de systemer, følger kundens aftale med udbyderen.

2. Hvilke oplysninger vi behandler

Om dig som sælger og kunde. Navn, arbejdsmail og en hash af din adgangskode (aldrig selve adgangskoden). Dine svar i onboardingen, herunder dine udgangsadresser og mødetider, og den profil af din tone, som Rasmus skriver ud fra. Din LinkedIn-forbindelse via Unipile: kontoens id, visningsnavn og status, ikke din LinkedIn-adgangskode. Forbinder du din kalender eller din Outlook-mailboks: e-mailen på kontoen og adgangsnøgler, som gemmes krypteret. Forbinder ejeren et CRM: udbyder, kontonavn, valgt pipeline og et krypteret token, hvor kun de sidste fire tegn kan vises igen. Alarmer og webhooks: destinationens navn og en krypteret adresse og hemmelighed. Hvis du slår notifikationer til: dine præferencer og et push-abonnement pr. enhed (enhedens adresse hos push-tjenesten, to nøgler og browserens beskrivelse af sig selv). Invitationer til kolleger (e-mail og en hash af linket). En log over hændelser i din organisation, fx hvornår afsendelse blev slået til eller stoppet.

Tal om dit arbejde i analyselaget. Ud fra de hændelser, der allerede ligger i appen, regner analyselaget tal pr. sælger: godkendte leads, sendte beskeder, svar, foreslåede og bookede møder, og kvaliteten af udkast. Ejeren af organisationen ser alle sælgeres tal. En sælger ser kun sine egne, medmindre ejeren har valgt, at sælgerne også ser hinandens. En ugentlig opsummering sendes kun til den, der selv har slået den til. Tallene er persondata om dig som medarbejder; din arbejdsgiver er dataansvarlig for, hvordan de bruges.

Om modtagere og kontakter. Navn, titel, firma, eventuelt CVR og adressen på firmaet, LinkedIn-profil, og de beskeder, der udveksles med en sælger. Rasmus' udkast, sælgerens rettede version og vurdering, match-score og begrundelse. For personer fundet ved søgning også overskrift, sted, branche og afstand i netværket. Afhængigt af hvad kunden har slået til, desuden:

  • E-mail. E-mailadressen, dens grundlag (dialog, samtykke eller kunde) med dokumentation og hvem der satte det, adressens status (fx ugyldig, afvist eller afmeldt), og emne og tekst i de e-mails, sælgeren sender og modtager i tråden.
  • Formularer. De felter fra kundens hjemmesideformular, kunden har valgt at koble til (fx navn, e-mail, firma og besked) og en eventuel samtykketekst. Felter uden kobling gemmes ikke.
  • Kommentarer og reaktioner. Hvis kunden har slået det til: at en person har kommenteret eller reageret på en sælgers eget opslag, reaktionens type, et kort uddrag af kommentaren og af opslaget, og tidspunktet.
  • Chat på kundens hjemmeside. Det, den besøgende skriver i chatten, Mettes svar, og det navn, den virksomhed og den e-mailadresse, Mette samler op undervejs. Tilbyder chatten mødetider, desuden den valgte tid, og for et fysisk møde den adresse, den besøgende selv skriver. Se afsnittet om besøgende i en chat nedenfor.
  • Spærreliste. Når en modtager har frabedt sig henvendelser, gemmes en envejs-hash af e-mailadressen, domænet eller LinkedIn-id'et, ikke selve værdien.

Oplysningerne kommer fra sælgerens eget LinkedIn-netværk og samtaler (hentet via Unipile), fra personer, der selv skriver til sælgeren, fra kundens formularer og chat, fra kommentarer på sælgerens egne opslag, fra CSV-filer og søgninger, kunden selv laver, og fra e-mailtråde i sælgerens mailboks, som GreenlitHQ selv har startet. Når en sælger har godkendt et CVR-nummer, henter vi offentlige firmaoplysninger fra vores egen kopi af CVR, aldrig oplysninger om personer i ledelsen.

Om dig, der skriver med Mette i en chat. Chatten ligger på en kundes egen hjemmeside, og kunden er dataansvarlig. Vi behandler oplysningerne for kunden:

  • Din tekst, Mettes svar og tidspunkterne. Chatten siger i første linje, at Mette er en AI-assistent, og hvem hun er assistent for. Den linje kan kunden ikke slå fra.
  • Navn, virksomhed og e-mailadresse, når du selv oplyser dem. Først dér bliver samtalen til et lead hos kunden.
  • Vil du have en tid, og har kunden slået mødetider til: den tid, du vælger. Vi sender dig en sekscifret engangskode på e-mail, så vi ved, at adressen er din. Koden kommer fra vores egen afsender noreply@greenlithq.dk, ikke fra sælgeren, og e-mailen indeholder koden, hvor længe den gælder, navnet på den virksomhed, mødet er med, og at du kan se bort fra den, hvis du ikke selv har bedt om et møde. Selve koden gemmer vi aldrig, kun en envejs-hash af den og af din adresse. Din e-mailadresse gemmes i klartekst på mødeforslaget, så sælgeren kan se, hvem tiden er til. Bliver mødet booket, sættes du på som deltager i sælgerens Google- eller Outlook-kalender, og adressen går derfor videre dertil.
  • Vælger du et fysisk møde, sender vi den adresse, du skriver, til korttjenesten OpenRouteService for at finde stedet og regne sælgerens køretid. Vi sender ikke dit navn med. Den adresse, korttjenesten finder, gemmes som mødested på forslaget og kommer med i kalenderen.
  • Din IP-adresse bruges til lofter, så chatten ikke kan misbruges. Den ligger kun i serverens hukommelse, ikke i databasen.

Om besøgende på greenlithq.dk. Udfylder du demo-formularen, gemmer vi navn, e-mail, firma, din besked, den samtykketekst du så, og din IP-adresse. Sitet bruger ingen sporingscookies og ingen analyseværktøjer, og vi måler ikke besøg. Appen sætter én session-cookie, når du logger ind. Skrifttyper på både sitet og i appen hentes fra Google Fonts, som derved ser din IP-adresse og din browser. Se afsnit 11.

3. Formål og retsgrundlag

Kunder og brugere. Vi behandler dine oplysninger for at levere tjenesten: konto, onboarding, udkast, afsendelse, mødebooking, integrationer og notifikationer. Retsgrundlaget er aftalen (databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b). Faktureringsgrundlaget opbevarer vi for at overholde bogføringsloven (artikel 6, stk. 1, litra c).

Modtagere og kontakter. Her er kunden dataansvarlig og vælger retsgrundlaget. I B2B-salg er det typisk en legitim interesse i at kontakte personer i deres arbejdsrolle (artikel 6, stk. 1, litra f), eller at personen selv har henvendt sig. Retsgrundlaget efter databeskyttelsesreglerne er ikke nok i sig selv: en henvendelse med markedsføring via e-mail eller en privat besked kræver som udgangspunkt forudgående samtykke efter markedsføringslovens § 10, også når modtageren er en virksomhed eller en navngiven medarbejder. Det er kundens ansvar, at hver henvendelse er lovlig. På e-mail kan GreenlitHQ kun sende til en adresse, der har fået et grundlag, og aldrig til en adresse på spærrelisten.

Dig, der selv henvender dig. Skriver du i en chat, udfylder du en formular eller skriver du først til en sælger på LinkedIn, har du selv taget kontakt. Kunden vælger retsgrundlaget, typisk skridt på din anmodning forud for en aftale (artikel 6, stk. 1, litra b) eller legitim interesse (litra f). Engangskoden på e-mail sender vi, fordi du har bedt om en mødetid; den er ikke markedsføring, og der kommer ikke andet fra den afsender.

Tal om sælgere. Analyselaget viser kunden tal, der allerede findes i appen. Kunden bestemmer, hvad tallene bruges til, og skal selv have et grundlag for det og oplyse sine medarbejdere.

Demo-henvendelser behandler vi for at svare dig, med det samtykke du giver i formularen.

4. Automatik og AI

  • Udkast og vurderinger skrives af en sprogmodel. Rasmus skriver udkast, Mette vurderer henvendelser, og matching giver en score for, hvor godt en person passer til kundens kundetyper. Scoren er et forslag. En sælger godkender, hvem der skal kontaktes.
  • Selvkørende svar (selvsvar). Har ejeren slået selvsvar til, sender Rasmus opfølgninger og svar på indvendinger på LinkedIn i tråde, der allerede er i gang, uden at en sælger godkender den enkelte besked. Det sker inden for et dagligt loft og stopper af sig selv, hvis kvaliteten falder, eller noget fejler. Rasmus sætter aldrig selv et mødetidspunkt; vil en modtager mødes, overdrages samtalen til en sælger. På e-mail kan ejeren slå det samme til for tråde, der allerede er i gang, og kun til adresser med grundlaget samtykke eller kunde. Alt andet på e-mail sendes kun, når en sælger har trykket Send.
  • Mette svarer selv i chatten. På en kundes hjemmeside svarer Mette den besøgende med det samme. Har ejeren slået mødetider til, kan hun foreslå tider. Har sælgeren desuden selv slået direkte booking til, bookes en tid, den besøgende vælger, uden sælgerens klik, men først når e-mailadressen er bekræftet med engangskoden. Ellers bliver valget en anmodning, sælgeren selv siger ja til. En sælger kan overtage samtalen; så tier Mette resten af samtalen.
  • Ingen afgørelser med retsvirkning. Vi træffer ingen afgørelser, der alene bygger på automatisk behandling og har retsvirkning eller tilsvarende betydning for dig (artikel 22). Er du modtager og vil tale med et menneske, så svar på beskeden; så overdrages samtalen. Beder du i chatten om at tale med et menneske, samler Mette dine kontaktoplysninger, så en sælger kan vende tilbage, og en sælger kan overtage samtalen. Mette benægter aldrig, at hun er en AI.
  • AI-oplysning. Beskeder og e-mails fra GreenlitHQ skrives med hjælp fra en AI-assistent og sendes i sælgerens navn. I chatten på en kundes hjemmeside står oplysningen som det første, du læser, normalt "Hej, jeg er Mette, en AI-assistent for" og virksomhedens navn; kan siden ikke nå vores server, står der i stedet, at du skriver med en AI-assistent. Chatten kan ikke vises uden oplysningen, og kunden har ikke lov til at skjule eller ændre den. På LinkedIn og e-mail står der ikke en fast AI-linje i hver besked; kunden må ikke skjule, at der er brugt AI, hvor loven kræver, at det oplyses, og vi kan tilføje en oplysning i tjenesten, hvor vi vurderer, at loven kræver det.
  • Ingen træning. Vi træner ikke sprogmodeller på kundernes data, og Anthropic træner ikke på data sendt via deres API.

5. Hvem hjælper os

Vi bruger disse leverandører som databehandlere. Ingen af dem må bruge oplysningerne til egne formål. Den fulde liste med overførselsgrundlag står i databehandleraftalen, bilag B.

  • Hetzner Online GmbH (Tyskland). Vores server, database og sikkerhedskopier, inden for EU.
  • Unipile SAS (Frankrig). Forbindelsen til LinkedIn: samtaler, forbindelser, afsendelse og, hvis kunden har slået det til, kommentarer og reaktioner på sælgerens egne opslag. Unipile hoster i EU.
  • Anthropic PBC (USA). Sprogmodellen bag Rasmus, Mette og Jonas. Vi sender modtagerens navn, titel, firma og samtalen, formularens koblede felter eller den besøgendes tekst i chatten, samt sælgerens tone og kontekst, når et udkast eller en vurdering skrives; ved matching kun titel og firma, aldrig navne. Anthropic træner ikke på data sendt via API'et og sletter dem efter 30 dage; sager, som Anthropic markerer som mulig misbrug af deres regler, kan de gemme i op til 2 år.
  • Resend, Inc. (USA, afsendelse fra EU-regionen i Irland). Sender to slags e-mail fra vores egen afsender: notifikationer til sælgerens login-adresse, og engangskoden til en besøgende, der vil booke en tid i chatten. Resend sender aldrig salgsbeskeder til modtagere; dem sender sælgeren fra sin egen mailboks.
  • HeiGIT gGmbH, OpenRouteService (Heidelberg, Tyskland). Slår adresser op og beregner rejsetid. Vi sender sælgerens udgangsadresse og mødets adresse, hvad enten den kommer fra CVR eller fra en besøgende i chatten. Vi sender ikke navne.
  • Push-tjenester fra Apple, Google (Firebase Cloud Messaging), Microsoft og Mozilla, afhængigt af sælgerens browser. Indholdet er krypteret til enheden, så tjenesterne ser ikke teksten, kun enhedens adresse og hvornår der sendes.

Ikke vores databehandlere: LinkedIn, kundens egen Google- eller Microsoft-konto, kundens CRM (HubSpot, Pipedrive, webCRM, Attio, Close, Zoho, Freshsales, SugarCRM, Odoo, Salesforce og Microsoft Dynamics 365), kundens Slack, Teams og webhook-modtagere, og kundens formularudbyder. Dem vælger og aftaler kunden selv. Vi sender dem kun de oplysninger, kunden har bedt om, fx et nyt lead og et booket møde til CRM'et eller en alarm uden beskedtekst til Slack. Forbindelsen til Dynamics 365 logger ind gennem vores egen Microsoft-app, men oplysningerne lander i kundens eget Dynamics.

6. Brug af Google-brugerdata og Microsoft-brugerdata

Google-kalender. Når du trykker "Forbind Google" under Indstillinger, beder vi om fire adgange: openid og email for at vise, hvilken konto der er forbundet; calendar.freebusy for kun at se, hvornår du er optaget (aldrig titler, beskrivelser eller deltagere); og calendar.events.owned for at oprette og slette mødets hændelser i din egen kalender. Vi opretter hændelserne for et møde, når det bookes: selve mødet, og for et fysisk møde også kørsel ud og kørsel hjem. Et online møde giver én hændelse. Det sker, når du selv trykker book — eller, hvis du selv har slået direkte booking fra chatten til, når en besøgende vælger en tid og har bekræftet sin e-mailadresse med en kode. Ingen anden baggrundsproces opretter eller ændrer noget i din kalender. Vi beder ikke om adgang til Gmail.

Kalenderdata deles ikke med andre og sælges aldrig, og de bruges ikke til reklame, til at træne modeller eller til noget andet end mødebooking i appen. Adgangsnøglerne gemmes krypteret, vises aldrig i appen, i eksporten eller i logfiler. Du afbryder forbindelsen under Indstillinger, og så slettes nøglerne med det samme.

GreenlitHQ's use and transfer to any other application of information received from Google APIs will adhere to Google API Services User Data Policy, including the Limited Use requirements. På dansk: vores brug af oplysninger fra Google følger Googles politik for brugerdata, herunder kravene om begrænset brug.

Outlook-kalender. Vi beder Microsoft om User.Read, Calendars.ReadWrite og offline_access, læser kun fri/optaget og opretter kun de møder, der bookes gennem GreenlitHQ, på samme vilkår som ovenfor.

Outlook-mailboks. E-mail er en separat forbindelse, du selv opretter. Vi beder om User.Read, Mail.Send, Mail.Read og offline_access. Mail.Read giver teknisk adgang til hele indbakken. Vi bruger den kun til at finde svar, afvisninger og afmeldinger i de tråde, GreenlitHQ selv har startet, og vi læser ikke andre e-mails. Vi sender kun de e-mails, en sælger har trykket Send på, og kun til adresser med et grundlag. Der er ingen sporingspixel og ingen sporede links.

7. Opbevaring og sletning

  • Konto og organisation. Så længe du har en konto. Du kan selv hente alt som én JSON-fil og slette din konto under Indstillinger. En sælger sletter sine egne data; ejeren sletter hele organisationen.
  • Leads. Til kunden sletter dem. Sletter kunden et lead, følger alt om modtageren med: e-mailadresser, udkast, samtaler, mødeforslag, signaler, CRM-koblinger, ventende alarmer og hændelserne i loggen.
  • Spærrelisten. Overlever sletning af leadet, så en person, der har frabedt sig henvendelser, ikke kan blive kontaktet igen fra organisationen. Den indeholder kun hashes og slettes, når organisationen slettes.
  • Afviste formularkald. Kun grunden og tidspunktet, aldrig indholdet. Slettes, når grunden ikke er set i 30 dage.
  • Beskyttelse mod gentagne formularkald. En hash af signaturen i 10 minutter, og ryddes derefter.
  • Kommentarer og reaktioner, der ikke bliver til et lead, gemmes ikke. Et lead fra en kommentar eller en reaktion, som ingen sælger har taget videre, slettes automatisk efter 30 dage med alt om personen.
  • Chat-samtaler. En samtale, der ikke er blevet til et lead, slettes, når den har ligget stille i 30 dage. Oprydningen kører en gang i døgnet og tager et bundt ad gangen, så der kan gå lidt længere. Bliver samtalen til et lead, følger den leadet.
  • Engangskoder til chatten. Hashen af koden og af adressen slettes efter 2 dage. Vælger den besøgende ikke en tid, udløber mødeforslaget efter 45 minutter; det bliver markeret udløbet, men først slettet sammen med leadet.
  • Demo-henvendelser fra greenlithq.dk. Gemmes, til vi selv sletter dem. Der er ikke sat en fast frist; skriv til os, hvis du vil have din henvendelse slettet.
  • Driftsloggen på serveren indeholder tidspunkt, metode, sti, svarkode og adressen på den, der ringer op — bag vores webserver er det som regel serveren selv, ikke din egen adresse. Beskedernes indhold logges ikke. Loggen bruges til drift og fejlsøgning, og der er ikke sat en fast slettefrist på den.
  • Alarmer og webhooks. En levering ligger kun i køen, til den er sendt eller opgivet. Hvad der er leveret til kundens CRM, Slack, Teams eller webhook, ligger i kundens system og slettes af kunden dér.
  • Sikkerhedskopier. Der tages to slags kopier hver nat. En fuld kopi af hele databaseserveren kl. 3, hvor de to nyeste beholdes, og en kopi af GreenlitHQs egen database kl. 3.30, som tjekkes for, at den kan læses, og beholdes i omkring en uge. Kopierne ligger adskilt fra driftsserveren, i Tyskland. Den daglige kopi af vores egen database er der, så vi kan gendanne GreenlitHQ uden at røre andet på serveren; vi lover ingen bestemt gendannelsestid. Slettede data forsvinder derfor helt, når den sidste kopi med dem er rullet ud, typisk omkring en uge efter sletningen.
  • Hos leverandører. Anthropic sletter efter 30 dage (op til 2 år for sager, de markerer som mulig misbrug). Afbryder en sælger LinkedIn-forbindelsen, beder vi Unipile slette kontoen.
  • Ophør. Vi sletter organisationens data senest 30 dage efter aftalens ophør, medmindre kunden beder om eksport først.
  • Faktureringsgrundlag. Den månedlige opgørelse pr. organisation (antal sælgere, møder og beløb) opbevares i mindst 5 år fra udgangen af det regnskabsår, den vedrører, efter bogføringslovens § 10, også når organisationen er slettet. Den slettes ikke af sig selv; det gør vi, når fristen er passeret.

8. Overførsel uden for EU

Server, database og sikkerhedskopier står i EU. Tekst sendes til Anthropic i USA, når et udkast eller en vurdering skrives; overførslen sker under Anthropics databehandleraftale med EU's standardkontraktbestemmelser. Resend er et amerikansk selskab, der sender fra EU-regionen, under Resends databehandleraftale med standardkontraktbestemmelser. Push til en sælgers enhed går gennem Apple, Google, Microsoft eller Mozilla, som kan ligge uden for EU; indholdet er krypteret til enheden, så de kun ser enhedens adresse. Skrifttyper hentes fra Google. Forbinder kunden et system uden for EU, fx et CRM eller Slack, sker leveringen dertil efter kundens instruks og kundens egen aftale med udbyderen.

9. Dine rettigheder

Du har ret til indsigt, berigtigelse, sletning, begrænsning, dataportabilitet og til at gøre indsigelse. Som kunde ordner du det meste selv under Indstillinger. Ellers skriv til kontakt@greenlithq.dk, så svarer vi inden for en måned. Det koster ikke noget.

Er du modtager af en besked eller e-mail sendt med GreenlitHQ, eller har du skrevet i en chat på en kundes hjemmeside, er det den virksomhed, der er dataansvarlig. Du kan til enhver tid gøre indsigelse mod direkte markedsføring (artikel 21) ved at svare afsenderen, bruge afmeldingslinket i en e-mail eller skrive til os. Skriver du til os, sender vi din henvendelse videre til virksomheden inden for 5 arbejdsdage, stopper henvendelser til dig fra den organisation og sætter dig på dens spærreliste.

Du kan klage til Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, datatilsynet.dk.

10. Sikkerhed

  • Al trafik til appen og sitet går over https. Adgangskoder gemmes som argon2-hash, sessioner og invitationslinks kun som hash
  • Kalender- og mailnøgler, CRM-tokens, alarm-adresser og formularhemmeligheder ligger krypteret i hvile med en nøgle, der kun findes på serveren, og vises aldrig igen
  • Der ligger ingen LinkedIn-nøgle i vores database. Forbindelsen ligger hos Unipile; vi gemmer kontoens id, visningsnavn og status
  • Hver organisations data er adskilt fra alle andres i hvert eneste opslag
  • Formularkald skal bære kanalens hemmelighed, enten som signatur eller som token; gentagne kald og kald uden den afvises. Chatten svarer kun på de hjemmesider, kunden selv har skrevet op; det værn hviler på browserens egen kontrol og stopper ikke et program, der efterligner en browser — mod misbrug står lofter pr. IP, pr. kanal og pr. døgn
  • Alarmer og webhooks sendes kun over https til adresser, der tjekkes ved hver levering, og webhooks signeres
  • Kun driftsansvarlige har adgang til serveren, og log-ins registreres i serverens systemlog
  • Afsendelse har lofter, et sendevindue og en dødemandsknap, der stopper alt; e-mail har egne lofter pr. mailboks
  • Tekst fra en modtager eller en besøgende gives til sprogmodellen som data med besked om, at den aldrig er en instruks. Serveren læser kun de aftalte felter i svaret, så en besked kan ikke ændre, hvad tjenesten gør
  • Server og database står i EU

Vi har ingen sikkerhedscertificering, og vi påstår ikke at have en. Sker der et brud på sikkerheden, der rammer en kundes oplysninger, får kunden besked senest 48 timer efter, at vi har opdaget det.

11. Cookies og sporing

  • greenlithq.dk sætter ingen cookies. Der er ingen analyseværktøjer, ingen sporingspixel, ingen reklamekoder, og vi måler ikke besøg. Derfor er der heller ikke noget cookiebanner: der er intet at give samtykke til ud over det nødvendige.
  • Appen sætter én cookie, når du logger ind. Den hedder greenlit_session, kan ikke læses af scripts, sendes kun over https og udløber efter 30 dage. Den indeholder et tilfældigt tal, ikke oplysninger om dig, og er nødvendig for at holde dig logget ind. Vores eget driftspanel sætter en tilsvarende cookie, greenlit_admin; den får kun vi selv.
  • Chatten på en kundes hjemmeside sætter ingen cookie. Scriptet slår ved sideindlæsning op i browserens sessionslager for at se, om du har en samtale i gang, og skriver først noget dertil, når du har skrevet en besked og fået svar: samtalens id, så tråden hænger sammen. Det forsvinder, når du lukker fanen. Vi tæller ikke visninger.
  • Skrifttyper hentes fra Google Fonts på både sitet og i appen. Google ser derved din IP-adresse og din browser. Det er den eneste tredjepart, din browser kontakter, når du læser denne side.
  • E-mails fra os har ingen sporingspixel og ingen sporede links. Vi kan ikke se, om en e-mail er åbnet.

12. Ændringer

Ændrer vi noget væsentligt, får du besked på din login-mail, inden det træder i kraft. Den nyeste udgave ligger altid på /privatliv.

Gældende fra 18. september 2026, version 2. Version 1 gjaldt fra 11. september 2026.

Hvad der er nyt i version 2

  • Rollerne er skrevet ud: hvornår vi er dataansvarlig, hvornår vi er databehandler, og hvilke systemer der er kundens egne.
  • Nye flader er beskrevet: Rasmus på e-mail, Mette på formularer, på chat på kundens hjemmeside og på kommentarer til sælgerens egne opslag, CRM, alarmer og webhooks, og analyselaget.
  • Ny modtagerkategori: en besøgende i chatten, der vil booke en tid, får en engangskode på e-mail fra vores egen afsender. Adressen bruges også til kalenderinvitationen, og en adresse til et fysisk møde slås op hos en korttjeneste.
  • Nyt afsnit 4 om automatik og AI, herunder den faste AI-oplysning i chatten, og nyt afsnit 8 om overførsel uden for EU.
  • Opbevaring står nu pr. datatype, herunder spærrelisten, chat-samtaler, engangskoder, demo-henvendelser og driftsloggen. Vi har fjernet indtrykket af, at alt har en fast frist: det har det ikke.
  • Nyt afsnit 11 om cookies og sporing, med det, sitet, appen og chatten faktisk gør.
  • Rettet i forhold til version 1: der ligger ingen LinkedIn-nøgle i databasen, push-tjenesterne ser kun krypteret indhold, og demo-formularen gemmer også din IP-adresse.
  • Kontaktadressen er nu kontakt@greenlithq.dk, og alle henvisninger peger på greenlithq.dk.